Braget i Valborup skovene

Sjællandske Våbenmodtagelser

De fleste kender historien om Hvidstensgruppen. På Sjælland var Gyldenløveshøj stedet, hvor den første våbenmodtagelse foregik. Det var i august 1943.

Englænderne havde længe nægtet at flyve helt over til Sjælland for at nedkaste våben. Det var for farligt. Tyskerne kunne følge flyene fra de kom ind over Jyllands vestkyst, så der var tid til at sende fly op efter dem og der var meget tysk flak, der skulle passeres.

Men i starten af august 1943 var de klar til at løbe risikoen.

De fik via Stockholm givet besked til Stig Jensen, der var en slags kontaktperson og kurer til den engelske ambassade i Stockholm.

Stig Jensen, der var med i modstandsbevægelsen fra et meget tidligt tidspunkt, boede normalt i Nyhavn i København, men om sommeren havde han ”sommerhus” på Laurentiuslund, som ligger i Skjoldenæsholmskovene, ca. 600 meter fra Gyldenløveshøj.

Han har fortalt at han fik nogle få dage til at arrangere en modtagelse i starten af august 1943. Han fandt Gyldenløveshøj meget velegnet, for som han skal have sagt: ”Når man blinker til en flyver fra Sjællands højeste punkt, så er de jo ikke andre der kan se det….”

Stig havde mange kontakter inden for skovvæsenet, og han tog da også kontakt til Skovrider Krarup i Valborup skovridergård i Bistrupskovene lige nord for Skjoldenæsholmskovene.

Han ville da godt hjælpe ved modtagelsen, og en del af Krarups skovfolk var også villige deltagere.

Stig fik også organiseret nogle Søkadetter fra lejrene ved Sorø, Gert Blædel fra Skoldenæsholm gods, Savværksejer Kristensen fra Hvalsø og Briand Clausen fra Vernersminde.

Fra København fik de hjælp fra Ellen og Georg Quistgaard, som begge havde erfaring fra modtagelser i Jylland.

Modtagelsen foregik den 4. august og det gik fint. Der kom 6 containere. Våbnene blev kørt til en hytte i Bistrupskovene og senere fordelt – bl.a. til København.

Ugen efter (10. august) kom yderligere 6 containere – og igen gik alt fint.

Så kom den 29. august – hvor regeringen gik af og der blev undtagelsestilstand.

Det betød usikkerhed om hvad der nu ville ske – og englænderne stoppede med at sende våben og sprængstof. Til gengæld kaldte de Flemming Muus til London for at drøfte situationen og lægge nye planer.

I November 1943 skulle Flemming Muus tilbage til Danmark – og det skulle ske via Gyldenløveshøj.

2 gange i november var Stig Jensen, Krarup m.fl. på plads for at modtage Muus, men der kom ingen fly.

Først den 11. december kom flyet afsted og vores folk lå klar til at modtage Muus.

Flyet kom også – og Muus var klar til at springe ud – men tyskerne havde fulgt med og Halifax flyet blev angrebet af en tysk JU88 natjager. Det endte med at flyet nødlandende på marken ved Bonderup ved St. Merløse – og helt mirakuløst blev ingen af de 8 besætningsmedlemmer eller Flemming Muus dræbt eller alvorligt såret.

Det var et under, for flyet var også pakket med sprængstof, som de skulle kaste ned ved Tisø efter de havde ”afleveret” Muus. – Nå – den historie er en hel anden… tilbage til Gyldenløveshøj.

Så kom der ikke flere fly med våben til Sjælland før sommeren 1944.

I december 1943 var et par SOE agenter blevet anholdt i Aarhus. Herefter begyndte optrevling af grupper flere steder i Danmark. Bl.a. gruppen fra Hvidsten Kro.

Ole Geisler (Lange Axel) havde skjult sig ude omkring Valborup Skovridergård. Nogle fortæller at han boede en tid på Avnstrup Sanatorium.

Han var jo ekspert i modtagelser, så han hjalp Krarup, Stig og de andre med modtagelsen ”Grethe” på Gyldenløveshøj den 7. september 1944.

Det var første gang at folk fra Svenstrup Gods ved Borup også var med.

Det gik dog ikke så godt. De kom for sent på plads! Flyveren kom, men folkene var ikke nået på plads på jorden, så flyet måtte flyve den farefulde vej hjem igen med uforrettet sag.

Senere i september (25./9) kom de dog igen, og denne gang gik det godt og man fik 11-12 containere bjærget.

Nu skulle der mere gang i den! Englænderne planlagde hele 6 modtagelser samme nat i området Midt- og Vestsjælland.

Derfor bad Krarup om at man lavede en selvstændig gruppe i Svenstrup ved Borup, som skulle modtage containere ude i skoven ved Dyndet.

Modtagelsen blev den 14. oktober og på Gyldenløveshøj modtog man hele 24 containere denne nat.

Men det skulle blive sidste gang Gyldenløveshøj kunne anvendes!

En Schalburgkorps-patrulje fik standset en lastbil, som transporterede våben og sprængstof fra modtagelsen i Dyndet ved Borup. Det var 25. oktober. Lastbilen var fra Sønderstrup Sæbefabrik.

Efter 2-3 uger var det meste af modtageorganisationen på Midtsjælland trevlet op – og mange var arresterede. Valborup Skovridergård og sæbefabrikken blev sprængt i luften.

Skovrider Krarup flygtede til Sverige, Ole Geisler og folkene fra Svenstrup gods slap også væk.

Alle modtagelser på Sjælland blev midlertidigt aflyst.

Men kort efter begyndte Stig Jensen og en del skovfolk at bygge det hele op forfra – og

31/12 1944 modtog man igen våben på Sjælland – denne gang nede ved Kalvehave.

Senere blev der modtaget våben over det meste af Sjælland – og modtagefolkene var endda så ”frække”, at de flere gang modtog våben på ruinerne af Valborup Skovridergård.

  1. Valborup Skovridergård

Valborup er den tidligere skovridergård i Bidstrup Skovene.

Under 2. verdenskrig deltog skovens folk i modstandskampen, og som en straf sprængte tyskerne skovridergårdens stuehus i luften i 1944. Men det satte ikke et stopper for aktiviteterne. Markerne omkring gården var godt gemt af skoven og blev brugt til nedkastning af våben fra England. En nat var det nær gået galt. En container fyldt med våben blev i sin faldskærm hængende højt oppe i et egetræ. I nattens mulm og mørke blev egetræet fældet, så man kunne få faldskærm og våben af vejen. Efter befrielsen blev der fæstnet en kobberplade på resterne af den gamle eg med ordene: “1940-1945, Til minde om vaabenmodtagelserne her. ”Mangen eg er for uvejret segnet”.

Stuehuset til skovridergården blev efter krigen bygget op igen i ny stil. Markerne rundt om gården dyrkes stadig. En skovrider havde tidligere som en del af sin løn 30 tønder land til dyrkning. Skovfogeden havde 16 tønder land og skovløberen 4-6, mens ledvogteren måtte tage til takke med lidt græsning. Det er helt specielt, at markerne både omkring Valborup og Ravnsholte skovfogedsted stadig er opdyrkede. I de fleste andre skove er markerne forlængst blevet til skov.