Stendyssen, som ikke blev flyttet

Når man kører fra Osted mod Hvalsø ser man på højre side en smuk stendysse ved Stengården kort før Hvalsø. Dyssen er fra ca. 3.500 før vor tidsregning. Det oprindelige gravmonument mangler jordhøjen og randsten, og kun det indre gravkammer er tilbage. Som så mange andre steder er de manglende store sten blevet brugt til gårde og veje. Gårdejeren på Gammel Stengård havde omkring 1880 sat gårdens karle til at fjerne stendyssen. Men arbejdet blev ikke færdiggjort på den første dag, og om natten døde der en ko på gården. Gårdejeren tog dette som et varsel, hvorfor arbejdet blev stoppet. Derfor står stendyssen på Gammel Stengård stadig på sin plads. Nyd synet af dette gravmæle, som blev bygget 1.000 år før pyramiderne. I oldtiden blev der opført omkring 40.000 storstensgrave. Nu er der kun 2.365 oldtidsgrave tilbage. Pas på dem for eftertiden.