Kongebesøg i ”Lille Rolighed” ved Ejby strand i 1918

På mine talrige ture til Bramsnæsvig har jeg taget en del billeder. På et af billederne  var der  en sten med kongekrone af is.  Jeg tænkte ikke så meget over det, men en dag da jeg bemærkede et udklip fra Roskilde Tidende skrevet af L. P. Bigaard kom jeg igen i tanke om mit billede fra fjorden. Måske var der alligevel en ”kongelig forklaring” på kongekronen.

”I året 1917 købte violinistinden Frk. Gudrun Børresen (søster til Komponisten Hakon Børresen) denne så smukt beliggende ejendom ned den vidunderlige udsigt over Bramsnæsvig og Dejligheden.

Arkitekt Jesper Tvede, København, restaurerede og indrettede hyggelige værelser i det gamle hus, så det blev en bygning, der falder godt ind i det smukke landskab.

Året efter overtagelsen besøgte Hans Majestæt Kongen og Dronningen Lille Rolighed samt Fjordvang, hvor Professor, Landskabsmaler Viggo Pedersen i nogle somre havde bopæl.

Besøget var uanmeldt, og kongeskibet Dannebrog sejlede op i Bramsnæsvig og lagde sig til ankers midt i fjorden. En lille dampbarkasse løb til fiskerlejet med majestæterne og følget, hvor frk. Børresen modtog sine høje gæster med et hjerteligt velkommen og førte gæsterne op over den stejle bakkeskråning til Lille Rolighed. Ved ejendommen lå endnu en jordbunke, hvori der var en del affald fra byggeriet, som man skulle over for at komme ind til huset. Kongen udbrød smilende: ”Skal vi over møddingen for at komme til Lille Rolighed”.

”Deres majestæt må meget undskylde: håndværkerne har endnu ikke fået fjernet denne affaldsbunke, ligesom gartneren ikke har formået at få haven klar endnu”. Kongens smil blev større, idet han sagde: ”Hils gartneren og ham fra hans konge, at nu må han lave deres have i stand”.

”Og så er det mig en stor sorg, Deres majestæt, at jeg ikke har kunnet hejse Dannebrog, som hilsen til min konge og dronning, for tænk Dem, Deres majestæt, flagsnoren er blevet stjålet og jeg har ikke fået købt mig noget flag”.

Nu udbrød kongen i høj latter og sagde: ”Hvad er det dog for mennesker, De er faldet imellem, kære frk. Børresen?” Hele selskabet brast i latter.

Efter et kort samvær forlod majestæterne Lille Rolighed og Fjordvang og sejlede ud til Dannebrog. Om eftermiddagen lettede Dannebrog for at sejle ud af fjorden, og frk. Børresen hilste ved afskeden med at svinge et rødt og hvidt gardin, som hun holdt sammen og viftede længe med, som den sidste hilsen til sine høje gæster.”

Med venlig hilsen

Kurt Wollesen

Lejre Turistforening