Da “Blank Hans” tog liv – Ejby fiskerne og Isefjorden

Ejby Havn og Isefjorden ser meget idyllisk ud på en stille sommerdag. Fjorden kan dog også vise tænder. Ejby var tidligere et lille fiskerleje, hvorfra de lokale fiskere tog ud med deres små sejlbåde og fiskede efter sild især. En dag i begyndelsen af 1900-tallet sejlede nogle fiskere ud fra Ejby for at fiske nord for Orø. Vejret var fint, da de drog afsted. Sorte skyer trak imidlertid snart op og det begyndte at blæse kraftigt. Fiskerne vendte om og konerne stod på skrænten over anløbspladsen i Ejby og så ængsteligt efter deres mænd og sønner. To af de tre både, der var taget afsted kom helskindet tilbage, men den tredje med to brødre kæntrede og de to unge mænd druknede i det oprørte vand. Faderen til de to havde selv været med på fisketuren. Da ligene af de to sønner blev båret hjem til forældrene, blev faderen ældet på kort tid og moderen blev forandret til ukendelighed. “Blank Hans” – som Isefjorden kaldtes dengang – havde vist tænder!

I dag fiskes der stadig fra Ejby Havn, men nu er det fritidsfiskere der har deres både liggende.

Og lige netop i disse dage arbejdes der på at opføre nye toiletter og et opholdsrum med udsigt over havnen, hvor alle kan sætte sig og nyde udsigten og livet på havnen.