Den skjulte bro

Godt gemt under Roskilde – Ringsted vejen ved foden af bakken op mod Osted, hvor landevejen krydser Lavringe Å, ligger resterne af den første bro over åen. Hvis man vover sig gennem krattet på nordsiden af broen, kan man se en række stenkvadre, som har været en del af den gamle bro fra 1783. Årstallet er indhugget i en sten på nordsiden af vejen. Med tiden har den gamle bro ikke været bred nok og heller ikke stærk nok til at bære den stærkt voksende trafikmængde, så den gamle bro er blevet ombygget og udvidet, men enkelte af de gamle stenkvadrer er stadig at se.

De er et synligt udtryk for en af de store bedrifter i dansk historie nemlig opbygningen af et ordentligt system af hovedvej til gavn for samfundsøkonomien og for militæret. Man begyndte på det i 1760erne Der blev indhentet faglig hjælp i Frankrig og i 1776 var den nye gode hovedvej (en såkaldt chaussé) fra Frederiksberg Slot til Roskilde færdig, i 1792 var hovedvejen fra Roskilde til Korsør færdig. Senere fulgte så Roskilde – Kalundborg hovedvejen (færdig i 1820). I løbet af 1800-tallet fulgte så hovedlandevejene på Fyn og i Jylland.

 

Hans Jørgen Lych Larsen

“Èt ved jeg, som aldrig dør; dommen over hver en død”

“Fæ dør, frænder dør, man selv dør på samme vis, ét ved jeg, som aldrig dør; dommen over hver en død”. Linjerne er fra slutningen af et digt, Havamal – Den højes tale – som kendes fra Den ældre Edda fra 1200-tallet.

Linjerne faldt mig ihu, når jeg kommer igennem Holtensminde mellem Sæby og Krabbesholm. Her havde en driftig mand fået sat sig et minde, der også var en slags dom over ham. Nicolai Abraham Holten købte i 1810 Krabbesholm gods. Han var meget velhavende og brugte sin godsejerstatus til at udvikle Sæby egnen. Han hjalp bønderne under godset med at forbedre deres landbrug.

Da Sæby Kirkes tårn juleaften 1823 styrtede ned i skibets hvælvinger, bekostede Holten kirkens genopbygning. Han sørgede for en ny skole til Sæby til erstatning for en gammel faldefærdig skole ved præstegården – Holtens skole står endnu i byen – og han lod opføre 10 husmandssteder til husmænd under godset. Den nye husmandsbebyggelse blev kaldt Holtensminde. Husene var så velbyggede, at de står der endnu. N. A. Holten gjorde sit for at skabe bedre forhold for fæstebønderne og husmændene på sit gods. Dommen over Holten falder derfor meget positivt ud og hans minde bør aldrig dø. Hans navn bevares med rette for eftertiden i betegnelsen: Holtensminde. Desuden har man i Sæby opstillet en buste over Holten.

Der er dog den lille pudsighed ved stednavnet Holtensminde. I en lang årrække blev gruppen af huse kaldt for Sæby Huse på stedets byskilt. Det var en fejl fra kommunens side. I Lejre området har mange af den slags husmandskolonier netop heddet noget med Huse (Højby Huse f. eks.). Men Holtensminde har altid heddet Holtensminde på landkortene siden 1830erne og takket være en indsats fra Bramsnæs Lokalhistoriske Forening accepterer Bramsnæs Kommune i 2004 endelig at give bebyggelsen sit rigtige navn på byskiltene og dermed bidrog man til at sikre Holtens minde for eftertiden.

 

(Kilde: Karl-Johan Rubæk og folderen i”I Holtens fodspor” udgivet af Bramsnæs Arkiv)

Alfarvejen – en gammel vej og et et moderne gadenavn

Det romerske rige blev for mere end 2000 år siden forbundet med et net af gode veje, mange af dem brolagte og nogle af dem bruges stadig i dag. De nåede aldrig til Danmark. Brolagte landeveje hører i Danmark en senere tid til, men gennem det danske landskab gik der gennem årtusinder et vidtstrakt net af vejspor. De var ikke brolagte, men var rene jordspor. Vejsporene viser, at man undgik fugtige områder eller for stejle stigninger. Det betød, at vejene snoede sig gennem landskabet fra landsby til landsby, fra vadested til vadested.

Den store meget gamle vej på tværs af Sjælland fra Øresund til Storebælt var Alfarvejen; den vej alle havde lov til at gå, ride eller køre ad. Det var en jordvej, hvis forløb gennem landskabet var bestemt af naturforholdene. Alfarvejen gik efterhånden af brug, efter at den første moderne landevej mellem Roskilde og Ringsted blev taget i brug i 1791.

Alfarvejen gik norden om Glim og Øm, over Langvad Å ved Ellebroen. Herfra op forbi bronzealderhøjen, Landevejshøjen, og Højby, derfra videre ned mod Lavringe Å mod Osted. I dag bærer en lang lige gade i Osted navnet Alfarvejen – gaden er opkaldt efter den gamle landvej.

Et stykke af den oprindelige Alfarvej er stadig bevaret som en markvej øst for Landevejshøjen (se billedet), hvor markvejen munder ud i Højbyvej. En pæl markerer stedet og fortæller om dens historie.

Hans Jørgen L. Larsen

Lejre Turistforening

 

Foto: Hans Jørgen L. Larsen

Bag den røde låge

Dyrehaven

Ryegaard Dyrehave er et yndet udflugtsmål, både for indbyggere i Lejre Kommune og fra de omkringliggende byer.

Skoven er åben for almindelig færdsel til fods på veje og stier i dagtimerne (og på cykel på de befæstede stier). Desuden er den indhegnede del af Dyrehaven åben for færdsel som følge af den frivillige landskabsfredning fra 1958. (Der var dog også før 1958 åbent for færdsel).

Det er især den indhegnede del af Dyrehaven, som giver nogle helt unikke oplevelser af kuperet landskab med udsigt over fjorden og af den oprindelige drifsform – overdrevet. Husk at der kun er adgang for gående inden for hegnet.

Dyrehaven har sandsynligvis “altid” været brugt som græsning for husdyr. Først som overdrev, hvor køer og svin gik på olden, senere blev Dyrehaven indhegnet for at have en dyrehave med dådyr af hensyn til både kødforsyning og jagt. Omkring år 1900 ophørte dette, og dyrehaven har siden været afgræsset med får en overgang, og i de sidste mange år med køer. Den uafbrudte græsning har været med til at sikre det unikke plantesamfund vi ser i dag. Vegetationen er således præget af særlige overdrevsplantearter, og enligtstående træer, som kun har kunnet komme op i ly af bl.a. de tjørnebuske, som de græssende dyr har efterladt.

Det kuperede overdrevslandskab er dannet i istiden og er en landskabstype, som kaldes randmoræne. Vegetationen på det afgræssede overdrev er meget rig på sjældne plantearter, bl.a. på grund af at arealet aldrig har været opdyrket, og at der ikke har været tilført meget gødning. I dag er der indgået en aftale med Roskilde Amt om bl.a. naturpleje, og der hverken gødes eller anvendes sprøjtemidler i Dyrehaven.

Den frivillige landskabsfredning beskytter en del af dyrehaven særligt, men også udenfor dette areal tages store hensyn til de rekreative værdier frem for de produktionsmæssige. Således fældes der ikke levende træer og der efterlades altid en del af de døde træer til naturligt henfald til glæde for bl.a. insekter og svampe.

Kilde : Ryegaard.dk

Lejre Turistforening

Kurt Wollesen

2 gravstene – Ane Sofies og Johans

På gravstenen står: Landpost ved Lejre St. Johan Petersens hustru Ane Sofie f. 17/1 1844 d. 5/8 1914. Gravstenen i sig selv er en beskeden sort poleret stenplade placeret i det ene hjørne af det fælles gravsted.  Midt på gravstedet og meget synlig fra det meste af den søndre side af Allerslev kirkegård står Johan Petersens sten. En lys høj sten med Johan Petersens portræt i høj relief. På stenen står, at han er født i 1846 og død i 1942, at han var stifter af Landpostbudenes Centralforening, og der er indhugget et digt, der lovpriser hans arbejde som formand for Landpostbudenes Centralforening. Landpostbudene indsamlede penge til stenen blandt medlemmerne i hele landet

Han må have været en betydningsfuld mand – det udstråler gravstenene!

Parret boede i “Højbo” – huset over for Lejre Station. Her boede også deres søn med sin familie.

Både far og søn var landpostbude. Et landpostbud bragte breve ud på landet og de små byer. Indtil  begyndelsen af 1900-tallet havde de meget dårligere arbejds – og lønvilkår end deres kollegaer “de røde” postbude i byerne. Det røde postbud med rød uniformsjakke var ansat på tjenestemands vilkår, landpostbudet med sin sorte uniformsjakke var oprindelig ikke lønmodtager/tjenestemand, men ansat på kontrakt uden ret til løn under sygdom eller pension. Deres daværende ansættelsesforhold minder meget om de  vilkår, mange ansatte i f. eks. Ryan Air ansættes på i dag.

Da Johan Petersen blev landpost i 1883 gik han hurtigt igang med at få organiseret landpostbudene i en fagforening, der kunne skaffe dem bedre løn – og arbejdsvilkår. I 1902 blev Landpostbudenes Centralforening dannet med Johan Petersen som formand til hans død i 1912. Hans søn efterfulgte ham som formand. Det blev hurtigt til en stærk fagforening, der formåede i løbet af 17 år at få ligestillet landpostbudene med deres røde postkollegaer i byerne mht løn – og ansættelsesvilkår.

Johan Petersen fortjener sin sten. Ane Sofie ved vi ikke så meget om!

Lejre Turistforening

Hans Jørgen L. Larsen

“Tiden går – timeglas i Allerslev Kirke”

Ved siden af prædikestolen i Allerslev Kirke hænger der fire timeglas, der blev sat op omkring år 1700. 4 timeglas ? Ville et timeglas ikke være nok, hvis man forestiller sig, at formålet med timeglasset skulle være at fortælle præsten, at nu må han snart holde op med at prædike. Time-glassene kom ind i kirkerne efter Reformationen i 1500-tallet, hvor prædikenen på dansk blev en vigtig del af gudstjenesten. I begyndelsen var det svært at finde præster, der var uddannet til at holde taler/prædike, men som tiden gik, var flere og flere præster blevet uddannet nok til at kunne stå og prædike. Prædikerne blev længere og længere og selvom det allerede tidligt var blevet bestemt, at prædikenen ikke måtte vare længere end en time, blev den grænse ofte overskredet. Gudstjenester kunne da nemt vare mere end 3 timer.

Løsningen på det problem blev, at der blev sat timeglas op ved prædikestolen, så både præst og menighed kunne se, hvor megen tid der var gået eller var tilbage af den time, en prædiken måtte vare. Det fortælles, at nogle præster dengang kunne finde på at vende glasset, når der var gået en time med den bemærkning, at menigheden plejede at kunne lide et glas mere! Andre skulle have søgt at fastholde menigheden ved at låse kirkens dør, når gudstjenesten begyndte.

Når der i Allerslev er sat 4 timeglas sammen, skyldes det formentlig, at det ene glas viste, at et kvarter var gået, det næste at 30 minutter var gået, det tredje glas viste, at der var gået 45 minutter og endelig viste det sidste glas, at der var gået en time. Hvis præsten havde for vane at improvisere undervejs i prædikenen, kunne han så på glassene se, hvor lang tid han havde tilbage.

 

Lejre Tuiristforening

Hans Jørgen L. Larsen