Pipkvarter, blomsterkvarter – vejnavne kan der være mange slags af!

Pipkvarter, blomsterkvarter – vejnavne kan der være mange slags af!

I mange større byer må det have været en udfordring at finde på navne til nye gader og veje. Det bliver så til fuglenavne, blomsternavne eller andre navne, der ikke har noget med byen at gøre. I Ejby støder man derimod på en lang række personnavne som gadenavne. Personer, som ikke er umiddelbart kendte fra danmarkshistorien som det f. eks. er tilfældet med Olaf Kristiansensvej.

Når man ser vejnavnet studser man som ikke lokalkendt og tænker, hvem er dog den Olaf Kristiansen, som har fået en vej opkaldt efter sig? Man kan blive grebet af den samme undren over at se en række af Ejbys andre gadenavne, som også er opkaldt efter en person, som det er tilfældet med f. eks. Anders Rasmusssensvej.

Da man skulle give byens gader navne valgte man det meget gode princip at opkalde mange af vejene efter de personer, der havde ejet den jord, hvorfra husene langs vejen var bygget på.

Olaf Kristiansensvej var opkaldt efter Olaf Kristiansen, som blev født d. 5. februar 1881, og døbt i Rye Kirke. Han boede, i første halvdel af 1900-tallet, i det hus, der nu har adressen Olaf Kristiansensvej 2. Det var en lille, mager jordlod, på 4 tdl., svagt skrånende mod vest med en udsigt, der kunne tage pusten fra selv den mest forvænte naturelsker. Olaf var gift med Anna og de fik 3 piger, Klara, Erna og Ella. Olaf var en dygtig landmand men var samtidig mælkekusk. Senere var han også fiskepranger, idet han solgte de nyfangede fisk fra Ejby havn.

Efter mange års slid med sine fire tdl., men hvor udsigten var formidabel, havde Olaf fået en god idé. Han ville sælge sin jord til sommergæsterne. Det blev den første større udstykning ved Ejby Strand med ca. 30 grunde. De første 3-4 grunde blev solgt og bebygget midt i trediverne.

De sidste grunde blev solgt i 1946-47. Udstykningen kom i folkemunde hurtigt til at hedde ”Marokkolejren”, måske fordi de små huse var bygget af fiskekasser og andet genbrugsmaterialer.

Asta Rasmussen

Lejre Turistforening

Tre kufferthanke placeret i naturen

”Tre kufferthanke placeret i naturen”.

Munkholmbroen blev indviet den 4. juni 1952. Der var gået mange år før end broen endelig stod klar, helt tilbage i 1920 begyndte man at tale om en broforbindelse eller dæmning mellem Hornsherred og Munkholm.

Der var en del modstand mod en dæmning deriblandt Naturfredningsforeningen og ejeren af Eriksholm på Munkholmsiden, som ønskede en bro i stedet for en dæmning af hensyn til dyre- og fiskelivet i Tempelkrogen. Sagen blev indbragt for Fredningsnævnet og Landvæsenskommisionen og her afsagde man i 1928 en kendelse, at der skulle være fri vandgennemstrømning til og fra Tempelkrogen. Men på grund af økonomi i Holbæk blev sagen opgivet indtil videre. I 1937 blev planerne igen taget frem, men først efter krigen kom der for alvor gang i projektet. Grev F.C.R. Scheel var også imod projektet og i mellemkrigstiden havde han inviteret statsminister Stauning ud for at se på naturværdierne, som han mente ville blive ødelagt.

Trafikminister Jørgen Jørgensen indviede broen ved at klippe en hvid silkesnor over. Men Grev Scheel var stadig ikke tilfreds med broen, som han kaldte ”tre kufferthanke placeret i naturen”.

Med venlig hilsen

Kurt Wollesen

Lejre Turistforening

Kilde: Lokalhistoriker, Kommunalbestyrelses- og Regionsrådsmedlem Flemming Damgaard Larsen.

Foto: Kurt Wollesen

De grå huse

De grå huse – et minde om fortidens synder og med fremtids perspektiv

Hvalsø blev i februar – marts 1984 brændpunktet i en større miljøsag, der gjorde byen landskendt. Stengårdens Losseplads, der ligger syd for Roskildevej kort efter bygrænsen, havde i 1970erne og begyndelsen 1980erne modtaget en hel del kemikalieholdigt affald, en stor del af affaldet indeholdt fenol. Fra lossepladsen sivede der fenolholdigt vand ud.

De lokale aviser kunne i februar 1984 fortælle, at der var nedgravet affald med et indhold af 400 kg fenol på Stengårdens Losseplads, og at det truede drikkevandet i Hvalsø. Der blev hurtigt indsamlet 700 underskrifter i byen med kravet om at kommunen snarest lukkede lossepladsen. I første omgang ville kommunen ikke følge kravet. Det kom til demonstrationer ved lossepladsen. Demonstranterne forhindrede lastbilerne i at køre ind på pladsen med affald. Et stort opbud af politi fik ophævet blokaden. Sagen endte med, at kommunen lukkede lossepladsen.

For at forhindre at udsivende forurenet vand fra lossepladsen skal sive ind i det øvrige grundvand, har Roskilde Amt og senere Region Sjælland siden 1995 pumpet forurenet vand fra undergrunden ved lossepladsen op og renset det oppumpede vand for at lede det ud i grusgraven nord for Roskildevej.

Det har de grå bygninger været brugt til indtil 2016, hvor regionen etablerede et forsøgsanlæg for udvikling af metoder til oprensning af jord- og grundvandsforurening.

Det løser mysteriet med de to grå bygninger og giver den forbikørende et håb om, at problemer med kemikalie forurenet grundvand kan løses.

Hans Jørgen L. Larsen

Lejre Turistforening

Braget i Valborup skovene

Sjællandske Våbenmodtagelser

De fleste kender historien om Hvidstensgruppen. På Sjælland var Gyldenløveshøj stedet, hvor den første våbenmodtagelse foregik. Det var i august 1943.

Englænderne havde længe nægtet at flyve helt over til Sjælland for at nedkaste våben. Det var for farligt. Tyskerne kunne følge flyene fra de kom ind over Jyllands vestkyst, så der var tid til at sende fly op efter dem og der var meget tysk flak, der skulle passeres.

Men i starten af august 1943 var de klar til at løbe risikoen.

De fik via Stockholm givet besked til Stig Jensen, der var en slags kontaktperson og kurer til den engelske ambassade i Stockholm.

Stig Jensen, der var med i modstandsbevægelsen fra et meget tidligt tidspunkt, boede normalt i Nyhavn i København, men om sommeren havde han ”sommerhus” på Laurentiuslund, som ligger i Skjoldenæsholmskovene, ca. 600 meter fra Gyldenløveshøj.

Han har fortalt at han fik nogle få dage til at arrangere en modtagelse i starten af august 1943. Han fandt Gyldenløveshøj meget velegnet, for som han skal have sagt: ”Når man blinker til en flyver fra Sjællands højeste punkt, så er de jo ikke andre der kan se det….”

Stig havde mange kontakter inden for skovvæsenet, og han tog da også kontakt til Skovrider Krarup i Valborup skovridergård i Bistrupskovene lige nord for Skjoldenæsholmskovene.

Han ville da godt hjælpe ved modtagelsen, og en del af Krarups skovfolk var også villige deltagere.

Stig fik også organiseret nogle Søkadetter fra lejrene ved Sorø, Gert Blædel fra Skoldenæsholm gods, Savværksejer Kristensen fra Hvalsø og Briand Clausen fra Vernersminde.

Fra København fik de hjælp fra Ellen og Georg Quistgaard, som begge havde erfaring fra modtagelser i Jylland.

Modtagelsen foregik den 4. august og det gik fint. Der kom 6 containere. Våbnene blev kørt til en hytte i Bistrupskovene og senere fordelt – bl.a. til København.

Ugen efter (10. august) kom yderligere 6 containere – og igen gik alt fint.

Så kom den 29. august – hvor regeringen gik af og der blev undtagelsestilstand.

Det betød usikkerhed om hvad der nu ville ske – og englænderne stoppede med at sende våben og sprængstof. Til gengæld kaldte de Flemming Muus til London for at drøfte situationen og lægge nye planer.

I November 1943 skulle Flemming Muus tilbage til Danmark – og det skulle ske via Gyldenløveshøj.

2 gange i november var Stig Jensen, Krarup m.fl. på plads for at modtage Muus, men der kom ingen fly.

Først den 11. december kom flyet afsted og vores folk lå klar til at modtage Muus.

Flyet kom også – og Muus var klar til at springe ud – men tyskerne havde fulgt med og Halifax flyet blev angrebet af en tysk JU88 natjager. Det endte med at flyet nødlandende på marken ved Bonderup ved St. Merløse – og helt mirakuløst blev ingen af de 8 besætningsmedlemmer eller Flemming Muus dræbt eller alvorligt såret.

Det var et under, for flyet var også pakket med sprængstof, som de skulle kaste ned ved Tisø efter de havde ”afleveret” Muus. – Nå – den historie er en hel anden… tilbage til Gyldenløveshøj.

Så kom der ikke flere fly med våben til Sjælland før sommeren 1944.

I december 1943 var et par SOE agenter blevet anholdt i Aarhus. Herefter begyndte optrevling af grupper flere steder i Danmark. Bl.a. gruppen fra Hvidsten Kro.

Ole Geisler (Lange Axel) havde skjult sig ude omkring Valborup Skovridergård. Nogle fortæller at han boede en tid på Avnstrup Sanatorium.

Han var jo ekspert i modtagelser, så han hjalp Krarup, Stig og de andre med modtagelsen ”Grethe” på Gyldenløveshøj den 7. september 1944.

Det var første gang at folk fra Svenstrup Gods ved Borup også var med.

Det gik dog ikke så godt. De kom for sent på plads! Flyveren kom, men folkene var ikke nået på plads på jorden, så flyet måtte flyve den farefulde vej hjem igen med uforrettet sag.

Senere i september (25./9) kom de dog igen, og denne gang gik det godt og man fik 11-12 containere bjærget.

Nu skulle der mere gang i den! Englænderne planlagde hele 6 modtagelser samme nat i området Midt- og Vestsjælland.

Derfor bad Krarup om at man lavede en selvstændig gruppe i Svenstrup ved Borup, som skulle modtage containere ude i skoven ved Dyndet.

Modtagelsen blev den 14. oktober og på Gyldenløveshøj modtog man hele 24 containere denne nat.

Men det skulle blive sidste gang Gyldenløveshøj kunne anvendes!

En Schalburgkorps-patrulje fik standset en lastbil, som transporterede våben og sprængstof fra modtagelsen i Dyndet ved Borup. Det var 25. oktober. Lastbilen var fra Sønderstrup Sæbefabrik.

Efter 2-3 uger var det meste af modtageorganisationen på Midtsjælland trevlet op – og mange var arresterede. Valborup Skovridergård og sæbefabrikken blev sprængt i luften.

Skovrider Krarup flygtede til Sverige, Ole Geisler og folkene fra Svenstrup gods slap også væk.

Alle modtagelser på Sjælland blev midlertidigt aflyst.

Men kort efter begyndte Stig Jensen og en del skovfolk at bygge det hele op forfra – og

31/12 1944 modtog man igen våben på Sjælland – denne gang nede ved Kalvehave.

Senere blev der modtaget våben over det meste af Sjælland – og modtagefolkene var endda så ”frække”, at de flere gang modtog våben på ruinerne af Valborup Skovridergård.

  1. Valborup Skovridergård

Valborup er den tidligere skovridergård i Bidstrup Skovene.

Under 2. verdenskrig deltog skovens folk i modstandskampen, og som en straf sprængte tyskerne skovridergårdens stuehus i luften i 1944. Men det satte ikke et stopper for aktiviteterne. Markerne omkring gården var godt gemt af skoven og blev brugt til nedkastning af våben fra England. En nat var det nær gået galt. En container fyldt med våben blev i sin faldskærm hængende højt oppe i et egetræ. I nattens mulm og mørke blev egetræet fældet, så man kunne få faldskærm og våben af vejen. Efter befrielsen blev der fæstnet en kobberplade på resterne af den gamle eg med ordene: “1940-1945, Til minde om vaabenmodtagelserne her. ”Mangen eg er for uvejret segnet”.

Stuehuset til skovridergården blev efter krigen bygget op igen i ny stil. Markerne rundt om gården dyrkes stadig. En skovrider havde tidligere som en del af sin løn 30 tønder land til dyrkning. Skovfogeden havde 16 tønder land og skovløberen 4-6, mens ledvogteren måtte tage til takke med lidt græsning. Det er helt specielt, at markerne både omkring Valborup og Ravnsholte skovfogedsted stadig er opdyrkede. I de fleste andre skove er markerne forlængst blevet til skov.

Det historiske landskab – museet uden vægge.

Rundt om i gamle Lejre Kommune vil man finde pæle, som den der er vist på billedet. På pælen sidder en lille plade, hvor der kortfattet fortælles om et fortidsminde. Pælene er en del af projektet “Museet uden vægge” fra midten af 1990erne. Jørgen Olsen, Osted, var initiativtager til projektet, der ville gøre fortiden nærværende for de mennesker, der kom forbi det sted, hvor der var noget at fortælle om vores fortid. Der blev sat mange pæle op og der blev lavet foldere, der gav en oversigt over, hvor de vigtigste fortidsminder var i gamle Lejre Kommune og hvor der var oplysningsskilte om fortiden. Nu er der kommet et museum i Gl. Lejre, men museet uden vægge er stadig levende og befinder sig på de prunkløse pæle rundt om i det historiske landskab i gamle Lejre Kommune. Stands op, læs og bliv klogere på de spor af fortiden, du finder her på egnen.

 

Hans Jørgen Lych Larsen

Kirke Hyllinge Kirke med bronzealderhøj og vikingebegravelser.

Nord for Kirke Hyllinge Kirke ligger der en gravhøj uden for kirkegårdsmuren. Gravhøjen er ikke undersøgt, men den er formodentlig fra bronzealderen.  For nogle år siden foretog Roskilde Museum en udgravning af området omkring gravhøjen i håbet om at finde en gård fra Vikingetiden eller tidlig middelalder. Man fandt ikke nogen gård, men til gengæld fandt man 28 begravelser fra Vikingetiden, fra 8. – 10. århundrede. De døde var begravet efter hedensk skik. Gravfeltet har formodentlig været større end det udgravede felt og har strakt sig ind på kirkegårdsområdet og parkeringspladsen foran kirken. Det var tydeligt, at gravpladsen havde haft sit udgangspunkt i gravhøjen, der er bakkens højeste punkt. Kirken er så blevet opført ovenpå /tæt ved  gravfeltet fra Vikingetiden og bronzealderhøjen. Den nuværende kirke er fra o. 1100 og er dermed en af de ældste stenkirker på Sjælland. Formodentlig har der været en trækirke på stedet før den nuværende.

Ved kristendommens indførelse i Hyllinge har man åbenbart valgt at fastholde en kontinuitet mellem de hedenske begravelser og så den nye tro og dens begravelser. Det ser ikke ud til, at det er den sejrende kristendom, der vil triumfere ved at lægge kirken op ad fortidens gravmæler, men at kirken er blevet bygget på dette markante sted i området – tæt ved forfædrenes grave – for at fastholde forbindelsen bagud og for at den nye religions kraft også skulle komme forfædrene til gavn; sådan som man meget håndfast har tænkt det andre steder i landet, hvor kirken er bygget tæt ved eller oven over en gravhøj fra Bronzealder eller Vikingetid.

 

Hans Jørgen L. Larsen

Lejre Turistforening